en personlig passion
Mit navn er Hanne og jeg har en mission: Gennem yoga, yogafilosofien, mindfulness coaching og sund mad, vil jeg gerne inspirere og hjælpe dig til at finde din naturlige styrke, så du kan følge din vej i livet, udvikle dig og udleve dit fulde potentiale. Målet er mere velvære, lethed og livsglæde, så du er rustet til at stå stærkt – selv i livets udfordrende stunder.
Ovenstående udgør kernen i Vayuna. At nøglen til et stærkt liv ligger i os selv.
Ordet ‘Vayuna’ er sanskrit og har flere betydninger. Det udtales lige ud af landevejen (va-ju-na) og betyder bl.a. visdom, det der rykker sig og lever, sti/vej, klarhed, skabe lys, at agere og mål.
Min tilgang er baseret på yogafilosofien og en tro på, at vi i os selv og naturen omkring os har de væsentligste elementer til at skabe et dejligt liv.
Det er en tilgang til livet, hvor der er fokus på bl.a. at leve og være til stede i nuet, ikke at bekymre sig unødigt samt at tro på sig selv og det bedste i sine omgivelser. Det er også en tilgang til livet, hvor naturen og de råvarer, vi kan hente her, spiller en stor rolle.
Jeg vil gerne inspirere dig til at lære at lytte til kroppen og tage de signaler, den sender alvorligt. Mærke hvordan du har det, hvad du har det godt med, og hvad du har det knap så godt med – og måske skal ændre på. Det kan være alt fra arbejdsstillinger, vaner og relationer til mad, job mm.