Jeg bruger som regel hjemmelavet fond / bone broth, når jeg laver supper. Jeg sørger for stort set altid at have det liggende i portioner i fryseren. Det smager bare af mere og gør suppen ekstra nem og sund. Du kan selvfølgelig også købe dig til god og næringsrig boullion/fond, men lov mig at droppe de klassiske bouillonterninger… de er fyldt med mærkelig ting, som ikke hører til i din krop.
Hvis du vil gøre suppen ekstra mættende, kan du tilsætte et par dl. røde linser og ekstra vand og koge dem med. Hvis du gør det, kan du fint undvære fløden, som ellers er i opskriften.
Giver ca. 4-6 portioner
1 Hokkaido græskar (ca. 600 g når det er renset og skåret ud)
200 g Knoldselleri (skrællet og renset vægt)
2 tsk kokosolie
1 tsk stødt chili
ca. 2 cm frisk ingefær (ca. 3-4 g) skrællet og hakket fint
1 dl vand
5 dl hønsefond
Saften af en halv citron
3/4 dl fløde – fløden kan udelades, men giver en dejlig cremet smag og gør at suppen mætter lidt mere
ca. 1/2 tsk fint revet muskatnød
havsalt
Græskarkerner til pynt
Skær græskarret over og fjern kernerne. Skær derefter skrællen af både græskar og knoldselleri og del dem i mindre tern. Smelt kokosolien i en gryde og svits græskar, knoldselleri, ingefær og stødt chili i olien. Tilsæt 1 dl vand, hønse og citronsaft og lad det koge i ca. 20 minutter til grøntsagerne er møre. Blend herfter suppen – jeg bruger en stavblender, så det kan gøres direkte i gryden. Når suppen er blendet jævn sættes den tilbage på blusset og der tilsættes revet muskatnød og fløde (hvis man ønsker det). Det kan også være, det skal tilsættes lidt mere vand for at suppen ikke bliver alt for tyk. Smag til med havsalt.
Servér suppen med græskarker, der er ristet hurtigt på en pande med lidt havsalt.