Blåbærmoussetærte - Vayuna
Menu
Kager

Blåbærmoussetærte

Også kaldet Ib Schønberg tærte… Og dertil hører en lille historie. For lidt tid siden skulle jeg lave en dessert, da vi fik besøg af min moster og onkel. Jeg var lidt idéforladt, men kom i tanke om, at min onkel er vild med Rubinsteinerkage. Den ville jeg dog ikke lave, men den gav mig inspiration til at eksperimenterer med en kage med en nøddeagtig bund med fromage eller mousse på toppen. -Og da der var blåbær i fryseren, blev det til en blåbærmousse. Bunden blev lavet af nødder og mandler og fik lidt hård karamelkonsistens, da jeg blandende med smeltet sukker. Rigtig lækkert, synes jeg. Kagen var – heldigvis – et stort hit og da min onkel hedder Ib Schønberg blev vi enige om, at kagen måtte døbes Ib Schønberg tærte;-)
Skal du have gæster i weekenden eller vil du bare forkæle dig selv og de nærmeste med en lækker dessert eller kage til kaffen, så kan det klart anbefales at prøve den. Den er forholdsvis nem at gå til.

ib_kage2

Bund:
50 g pecannødder
50 g mandler
50 g macadamianødder
75 g rørsukker
20 g kokosolie
100 g mørk chokolade (gerne 70%)

Fyld:
7 blade husblas
200 g blåbær
1 dl (80 g) rørsukker
3 æg (evt. pasteuriserede)
2 dl fløde
1/2 tsk vanillepulver (hvis du bruge vanillesukker i stedet, så brug 1-2 tsk)

Lidt chokolade til pynt.

Hak nødder og mandler fint, brug evt. en blender. Der gør ikke noget at stykkerne har forskellige størrelser. Smelt chokoladen over vandband. Samtidig smeltes rørsukkeret langsomt på en pande og kokosolien Nødde/mandelblandingen røres op i chokoladen, stadig over vandbad, og herefter tilsættes det smeltede sukker og olie under omrøring. Rør godt. Hæld massen over i en springform på ca. 22 cm. (læg gerne et stykke bagepapir på bunden). Fordel den jævnt over bunden ved at presse med bagsiden af en ske. Stil bunden på køl.

Opblød husblassen i koldt vand. Varm blåbærrene i en gryde og lad dem koge lidt ud. Klem vandet fra den opblødte husblas og smelt den i blåbærrene. Tag gryden af varmen. Pisk æg, rørsukker og vanillepulver til en luftig masse og bland blåbærrene i. Pisk til sidst fløden til skum og vend den sammen med de øvrige ingredienser til den dejlig blåbærmousse. Blåbærmoussen fordeles jævnt på tærtebunden og kagen stilles i køleskabet i et par timer, så den kan stivne. Inden servering høvles lidt chokoladespåner med ostehøvl eller kniv og drysses udover kagen som pynt. Servér kagen kold.

Ingen kommentarer

    Har du noget på hjerte?