Hjemmelavet yoghurt og drikkeyoghurt - Vayuna
Menu
Morgenmad / Snacks

Hjemmelavet yoghurt og drikkeyoghurt

Yoghurt_1_1

Da jeg var på Foodexpo i Herning i marts måned faldt jeg over en stand, hvor de præsenterede og solgte kits til at lave hjemmelavet yoghurt med. Det syntes jeg lød vildt sjovt og lækkert, for det gav jo mulighed for at eksperimentere og lave en yoghurt helt efter min egen smag. Så da jeg kom tilbage til København, gik der ikke længe, før jeg anskaffede mig et kit fra Nutriflora, så jeg kunne komme i gang med at prøve med forskellige mælketyper. Kittet består af en termokasse lavet af et CO2 neutralt materiale (dejligt at der bliver tænkt på miljøet), 12 glas med tætsluttende låg og et termometer med alarm. Derudover følger der et par breve yoghurtkultur med, når man køber kittet. Ekstra yoghurtkultur kan købes separat.
Umiddelbart kan man måske tænke, at det må være ret besværligt at lave sin egen yoghurt, men det er det faktisk overhovedet ikke. Det eneste, man skal bruge tid på, er at varme mælken op til 85 grader og lade det afkøle til 45 grader, inden yoghurtkulturen blandes i. Derefter hældes det på glas, lågene sættes på og det stilles til at hvile i flamingokassen 6-12 timer, inden det sættes på køl. -Og så har man tre liter lækker hjemmelavet yoghurt klar i køleskabet. Hvis man opbevarer det i glassene og holder lågene lukket, kan yoghurten holde sig op til 3 uger i køleskabet.

Yoghurt_2

Jeg ville som sagt rigtig gerne eksperimentere med at lave yoghurt af forskellige mælketyper. I et brev med yoghurtkultur er der til ca. 3 liter, så første gang jeg satte produktionen i gang, valgte jeg at dele brevet op og lave en portion af en økologisk letmælk og en portion på soyamælk. Yoghurten lavet på almindelig letmælk blev virkelig god. Den havde en rigtig dejlig og mild smag og en lækker konsistens. Slet ikke så syrlig som noget yoghurt naturel ofte kan være, så der behøves ikke så meget sirup eller anden topping, når det skal spises. Jeg havde ladet yoghurten hvile i flamingokassen ca. 9 timer, og det gav en helt tilpas syrnet smag.
Yoghurten lavet på soyamælk var jeg til gengæld ikke så begejstret for. Det skal dog også siges, at jeg ikke normalt bruger ret meget soyamælk. Det er ikke mit favorit-alternativ til komælk, da jeg synes smagen er lidt kedelig og det har en tendens til at skille, hvis man bruger det i varme drikke. Så det er måske nok den reelle årsag til, at jeg ikke var så vild med soyayoghurten. Hvis jeg forsøger mig med det igen, skal det helt sikkert være en soyamælk med vanille. Det tror jeg, kan skubbe smagsoplevelsen i en mere positiv retning.
En tredje variant jeg dog er blevet begejstret for, er en drikkeyoghurt lavet på en blanding af mandel- og kokosmælk. Jeg blandede 1 liter økologisk mandelmælk med 1 dåse økologisk kokosmælk (ikke light), 1 tsk vanillesukker og 1 spsk rørsukker – og ca. 1/2 brev nutriflora kultur. Det blev til en rigtig dejlig drikkeyoghurt, med en super smag. Det ville være rigtig dejligt, hvis jeg kunne få en tykkere yoghurtkonsistens ud af andet end komælk, men det arbejder jeg stadig på. Indtil da nyder jeg at få de sunde mælkesyrebakterier i form af drikkeyoghurt…. af hensyn til min mave, holder jeg mig nemlig stort set fra komælk for tiden.
Jeg har netop i går prøvet en for mig helt ny og meget sund plantebaseret mælketype og har også en plan om, at jeg skal prøve at lave yoghurt af en kokosnød. Det har jeg nemlig læst, skulle være muligt. Mere om mine erfaringer med dette følger snart!

Yoghurt

Ingen kommentarer

    Har du noget på hjerte?