En af mine favoritforkælelser til kaffen for tiden er kokostoppe. De er nemme at lave, kræver få ingredienser og smager super dejligt. Hvem kan ikke være med på det?! Jeg tilsætter lidt appelsinsaft og -skal til mine kokostoppe, da det giver et dejligt friskt tvist. Jeg har indimellem også hakket lidt nougat groft og tilsat dejen, inden jeg former den til toppe, men det er kun lige, hvis jeg har haft noget liggende.
Hvis ikke hele søndagen skal nydes ude i solen, kan det være kokostoppene skal være følgesvend til din kaffe senere? Jeg skal vist nå lidt i køkkenet, inden jeg smutter ud, så der kan komme mere inspiration på bloggen snart:-) Nyd søndagen!
Ca. 12 stk (store) kokostoppe
300 G KOKOSMEL
180 G RØRSUKKER
50 G KOKOSOLIE
100 G MANDLER OG 30 G RØRSUKKER (KAN ERSTATTES AF 100 G MARCIPAN SOM RIVES FINT)
3 ÆG
1/2 DL APPELSINSAFT OG EVT. LIDT FINTREVET SKAL (UNDGÅ DEN HVIDE DEL, DA DEN KAN VÆRE MEGET BITTER)
50 G NOUGAT (KAN UDELADES)
CA. 100 G MØRK CHOKOLADE TIL PYNT
Bland kokosmel og rørsukker i en skål. Riv nougaten i grove stykker på et rivejern og bland i. Smut mandlerne og blend dem sammen med de 30 g rørsukker til en marcipanmasse. Smuldr massen udover kokosblandingen. Smelt kokosolien. Bland kokosolie, æg og appelsinsaft i resten af ingredienserne og rør godt. Form dejen til toppe på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag kokostoppene ved 175 grader varmluft i 18-20 minutter. Laver man toppene mindre skal der skæres et par minutter af bagetiden, så hold øje med dem efter 15 minutter.
Smelt chokoladen, når toppene er afkølede, og dyp dem herefter i chokoladen så bunden dækkes. Lad chokoladen stivne inden kokostoppene serveres.
2 Kommentarer
Charlotte Pedersen
april 19, 2015 at 7:24 pmHejsa.
Jeg elsker kokostoppe, men er ikke til appelsin.
Hvad kan jeg tilsætte som væde i stedet for?
mvh Charlotte
Hanne
april 19, 2015 at 7:41 pmHej Charlotte
Jeg tror bare, jeg ville reducere en anelse (måske max 10-20 g) i kokosmelet, hvis jeg var dig. Så er jeg sikker på, at kokostoppene nok stadig skal blive lækre og svampede. Den halve deciliter appelsinsaft fungerer mest som smagsgiver og giver ikke voldsomt meget fugt dejen.
God fornøjelse, håber de blir’ gode:-)