Kold morgengrød - Vayuna
Menu
Morgenmad

Kold morgengrød

Her i sommervarmen synes jeg, det er lækkert med en kold glutenfri grød til morgenmad med masser af dejlige friske bær til. Det er super nemt at lave og forberedes aftenen før. Om morgenen er det så bare at tage grøden ud af køleskabet og toppe den med lidt frisk frugt, så er morgenmaden klar.
Jeg har tidligere forsøgt med kold grød af udelukkende chiafrø – som man også kan finde mange opskrifter på rundt omkring på nettet – men det bliver aldrig min favorit. Det smager udmærket og indeholder også en masse sunde næringsstoffer, men konsistensen er lidt pudsig og jeg kan bedre lide, når chiafrøene blandes med lidt andet. På det sidste har min favorit været hirse-/quinoagrød med hørfrø, chiafrø og kokos. Denne blanding giver et fornuftig indhold af både kulhydrater og protein fra hirse og quinoa samt de sunde n3 fedtsyrer fra chiafrøene. Hirsefrøene er gode for fordøjelsen og kokosmelet tilfører udover  lidt fedt også smag til grøden. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvilken frugt man topper grøden med. Lige for tiden er jeg ret forfalden til danske jordbær.
KoldMorgengrod1
KoldMorgengrod2

Til 1 portion bruger jeg:
1/2 dl hirseflager
1/2 dl quinoaflager
1 spsk kokosmel
1 spsk hørfrø
2 tsk chiafrø
1/2 tsk vanillesukker
1 nip havsalt
1 dl mælk (vælg selv den slags du bedst kan lide; komælk, kokosmælk, rismælk, soyamælk eller andet)
1 dl vand

Rør alle ingredienserne sammen i en skål og stil den tildækket i køleskabet natten over. Rør rundt inden servering og tilsæt evt. frisk frugt.
Hvis man bliver vild med grøden, kan man jo med fordel lave en stor blanding af de tørre ingredienser, så man blot skal tage ca. 1 dl pr. portin grød, man vil lave, og hælde de flydende ingredienser over.
(Obs: Hirseflager kan købes i de fleste supermarkeder, men quinoaflager skal man muligvis i en helsekostforretning for at finde).

 

Ingen kommentarer

    Har du noget på hjerte?