Menu
Sundhed

Naturen er magisk

Jeg bor midt i naturen og stor-nyder den hver eneste dag på gåturene med min hund. Inden for det sidste døgns tid har jeg fundet en strandet klumpfisk i vandkanten, haft et imponerende havørnepar cirklende rundt over hovederne på os og set tre rådyr i spring henover marken. De to sidstnævnte skete inden for 10 minutter… Det er oplevelser, der bringer en helt speciel følelse frem. Jeg føler mig levende, fuld af frihed og luft under vingerne i kombination med en forunderlig jordforbindelse. Naturen er magisk.


Andre gange er det blot en smuk solnedgang eller en larmende tavshed på en vindstille dag, der kan bibringe den samme følelse. I naturen skal der ikke så meget til. Det er også ofte i naturen, jeg får idéer, løser udfordringer eller bare fuldstændig tømmer hovedet for tanker. Naturen styrker!
Det er ikke bare noget, jeg føler. Forskning på området peger i samme retning og måske kan du også nikke genkendende til nogle af de nedenstående effekter ved at bruge tid i naturen;

– forbedrer humøret1 & 2
– bidrager til et positivt livssyn1 & 2
– bidrager til evnen til at håndtere og komme sig over stress, sygdom og skade3
– reducerer følelser af vrede, forvirring, depression og afhængighed2

Selv korte ophold i naturen har en effekt, ja faktisk kan så lidt som 5 minutter gøre en forskel. Så man behøver jo altså ikke bo midt i den for at mærke effekterne. Det er bare med finde de grønne områder i nærheden og nyde dem så ofte som muligt.


Det er ca. 4 år siden, jeg tog beslutningen om at flytte fra København til Fyn. Helt derud hvor marker, skov og strand omgiver husene. Efter 14 år med storbylivet var det en forholdsvis stor beslutning, der da også var præget af tvivl, for jeg elskede jo KBH. Alligevel har jeg ikke en eneste gang fortrudt, at jeg tog skridtet. Jeg sætter så kæmpestor pris på at være lige midt i naturen og nyder den ro og de oplevelser, det giver – og så kan jeg altid vælge storbyen til i mindre doser, hvis jeg savner den lidt.

Landlivet tiltaler langtfra alle. Vi er alle forskellige – prioriterer forskelligt, arbejder med forskellige ting og fylder livet med forskelligt indhold – det der giver mening ud fra netop vores individuelle situation og passion. –Og sådan skal det være! Det her er heller ikke en salgstale for at få flere til at flytte ud i naturen. Nærmere et lille opråb eller en kærlig påmindelse om naturens enormt positive effekt på vores fysiske og mentale tilstand. I en travl og måske stresset hverdag kan selv en lille tur ned i parken gøre en forskel. Så se at komme af sted:-) Find de grønne områder i din nærhed og tag din familie og venner med – de har ligeså godt af at mærke den friske luft, duften af græs og lyden af træerne i vinden. Træk vejret helt ned i maven, nyd den friske energi det tilfører og mærk, hvad det gør ved dig både fysisk og mentat!

Måske har du allerede et tilflugtssted i naturen, som du bruger til at koble fra, lade op og give dig styrke. Hvis du har, vil jeg elske at høre om det nedenfor 🙂

(Klumpfisken er hentet af Fjord og Bælt, som kan bruge den til undervisnings- og forskningsformål).
1 Bird, W. (2007). Natural Thinking: Investigating the links between the Natural Environment, Biodiversity and Mental Health. Royal Society for the Protection of Birds
2 Selhub, E., and Logan, A. (2012). Your Brain on Nature. Wiley, Mississauga, Ont
3 Godbey, G., and Mowen, A. (2010). The Benefits of Physical Activity Provided by Park and Recreation Services: The Scientific Evidence.

Ingen kommentarer

    Har du noget på hjerte?

    Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

    Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

    Luk